Filosofien

Vi tror på, at det er tid til at gøre tingene på en ny måde – som måske er lidt gammeldags:

Dyr skal opdrættes ude i naturen, hvor de hører til. Mad skal laves fra bunden, så vi selv bestemmer, hvad der kommer i. Det er sund fornuft – og god smag.

Hvis du er enig, så besøg os på Gothenborg ved Them.

Gothenborg er økologisk fjerkræproduktion, økologisk gårdbutik og lokaler til fest og firmaarrangementer.

I 1992 købte vi, Lone og Lars Hedegaard, det nedlagte landbrug Gothenborg på 30 hektar. Lone arbejdede som sygeplejerske og Lars var skovfoged og landbruget var en fritidsbeskæftigelse. I 1995 omlagde vi Gothenborg til 100% økologisk jordbrug, hvilket åbnede nye muligheder.

Første øko-kyllinger i Danmark

I slutningen af 90’erne var økologisk kylling ikke tilgængeligt i Danmark. Sammen med en kreds af andre økologer drømte vi om at give danskerne muligheden for at vælge økologisk kylling til middagsbordet. Derfor opsagde Lone sit job som sygeplejerske og blev økologisk fjerkræavler på fuld tid. Kyllingerne på Gothenborg produceres efter dyrenes naturlige adfærd og årscyklus. De kommer på græs til foråret og går udenfor på markerne medens græsset er i vækst.
 

Gothenborg-anden

Snart tog fjerkræ produktionen fart og Gothenborg blev i 1998 den første økologiske andeopdrætter i Danmark i dag kendt over hele landet og blandt kokke som ”Gothenborg-anden”. Senere kom der også gæs og kalkuner ud at skrabe i jorden og spise sig mætte i usprøjtet kløvergræs på markerne ved Gothenborg. I dag opdrætter Gothenborg 7500 ænder, 5000 kyllinger, 850 gæs og 700 kalkuner om året. Produktionen er økologisk og drives med stor respekt for dyrenes naturlige adfærd.

Økologisk gårdbutik

I begyndelsen blev fjerkræet udelukkende solgt i Gothenborgs egen gårdbutik, der efterhånden voksede sig til en komplet økologisk købmandsforretning. Butikken lægger vægt på friskhed og har blandt andet en stenmølle, så kunderne kan få helt friskmalet mel.

Festlokaler midt i naturen

Gothenborg har sideløbende bygget til med hyggelige rustikke lokaler der i de rolige og smukke omgivelser danner ramme om sammenkomster af enhver art. Den nyeste tilbygning er et stort flot landkøkken, som udover at lave mad til selskaber, bruges til madkurser og teambuildings arrangementer.
 
 
På Gothenborg serveres eget økologisk fjerkræ og så vidt muligt egne grøntsager. Når virksomheder holder møder og temadage på Gothenborg, serverer Lone Performance Food, der er sammensat, så energiniveauet opretholdes hele dagen. Det er sund fornuft – og god smag.

EU-tilskud fra Landdistrikts-programmet

»Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne«
 
Gothenborg har modtaget Økologisk Arealtilskud til at omlægge og drive bedriftens landbrugsarealer økologisk. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljøet og biodiversitet. Tilskuddet har medført, at bedriften har været i stand til at opretholde en økologisk jordbrugsproduktion på bedriftens landbrugsarealer og sælge økologisk producerede fjerkræ.”
 
Gothenborg | Gothenborgvej 3, 8653 Them  | Tlf.: 20 43 80 14 | lone@gothenborg.dk
Landkøkken   *     Gårdbutik