Nyhedsbrev

Ca en gang om måneden sender vi et nyhedsbrev ud med nyt fra Gothenborg. 
Tilmeld dig gerne nedenfor. 
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Navn
Virksomhed
E-mail
For at forhindre spam bedes du indtaste tegnene i feltet herunder:
Klik her hvis du ønsker at afmelde nyhedsbrevet
21/12 2016 - Glædelig jul til alle Jer fra alle os!
 
 
Kære læser!
Så sænker julefreden sig så småt over Gothenborg, og vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for et helt fantastisk år !

Af hjertet TAK til alle vores gæster - for jeres besøg, positive tilbagemeldinger samt skønne kommentarer både her på gården og på Facebook. :-)
Vi er glade for I har lyst til at følge årets gang på gården - og deltage i alle vores forskellige events. 
 
Vi ser meget frem til 2017 - og endnu flere skønne oplevelser på Gothenborg. 
 
Gårdbutikken holder ferielukket indtil onsdag d. 11. januar.
Første søndagsbrunch i 2017 er søndag d. 15. januar kl. 9.30.

 
Skal du have Gothenborg And, Gås eller Kalkun juleaften?
Sådan steges Gothenborg Anden:
Anden pakkes ud af posen og tøes op i ca. 2 døgn i køleskab, det giver den bedste bevarelse af saften i kødet.
Tag indmaden ud af anden – skær evt. flomme, gump og det yderste vingeled af, dette kan bruges til sovsen. Gnid anden med salt. Fyld den med fx æbler og svesker.
 
Sæt anden på rist midt i ovnen ved 120-140 grader (ikke varmluft). Kom vand i bunden af bradepanden. Steg i 3-4 timer, gerne med brystet nedad den første time. Slut af med at brune ved 200 grader i ca. 10 min.
 
Lad anden hvile med ovndør på klem i ca. ½ time før udskæring.
 
Det flotte stykke bryst skæres i pæne tynde skiver og de buttede lår deles på langs før servering. Gothenborg Anden kan serveres med garniture efter smag og årstiden.
 
Til saucen sies skyen. Jævn saucen med mel eller maizena og smag til efter tilbehøret.

 
Sådan steges Gothenborg Kalkunen:

Kalkunen er særdeles velegnet til at sprænge - hvilket gør kødet helt ekstremt mørt.
Spræng kalkun i saltlage (6-7 l. vand, 700 g. salt, 150 g. sukker og saften fra 2 citroner) - bring vand, salt, sukker og citronsaft i kog og kom lagen i en balje sammen med kalkunen natten over.

Fyld din kalkun efter smag og behag, snør derefter kalkunen sammen ved lår og vinger. Gnid den grundigt med salt over det hele. Dette er med til at gøre skindet sprødt.
Et andet tip der er med til at gøre kalkunen smuk gylden: Hæld forsigtigt flydende honning over bryst og lår og smør den ind i honningen.
Rosmarin kan drysses over tilsidst.

Læg herefter kalkunen i bradepanden og steg kalkunen efter følgende anvisning:

30 min. ved 180-200 grader. Derefter
  • Kalkun på 5-6 kg.: 6-7 timer ved 100-120 grader
  • Kalkun på 7 kg.: 7-8 timer ved 100-120 grader
  • Kalkun på 8 kg.: 8-9 timer ved 100-120 grader

 
Sådan steges Gothenborg Gåsen:
Gåsen kan med fordel sprænges - se vejledning under kalkunen!

Tag posen med indmad ud af gåsen, skær flomme, hals, gump og det yderste vingeled af, dette kan bruges til sovsen.

Efter optøning tørres gåsen godt af og gnides med rigeligt salt. Gåsen kan fyldes med ønsket fyld, hvorefter enderne lukkes med et par kødnåle og vinger og lår bindes ind til kroppen med madsnor.

Læg den med brystet nedad i en bradepande, hæld lidt vand ved, så det lige dækker bunden og steg den ved 120 grader i 3 timer. Vend gåsen om på ryggen og skru op for varmen til 150 grader og steg videre i ca. 3 timer. Gåsen har brug for god tid, beregn derfor en times stegetid i alt pr. kg. gås inkl. fyld.

Et par gange undervejs hældes stegesky og fedt fra, kom stegeskyen over i sovsegryden og fedt i en skål for sig. Hæld ligeledes et par skefulde over gåsen løbende. Bradepanden fyldes med lidt mere vand, så de gode safter ikke brænder på.

Er skindet ikke blevet sprødt til sidst, så sku op for ovnen og giv gåsen et par minutter ved 200 grader.

Lad stegen hvile ca. 30 min. før udskæring og servering.

God fornøjelse og velbekomme!

 
I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!
    Lone, direktør                 Britta, kok          Louise, event manager  

April 2017


Marts 2017


Januar 2017


December 2016


Oktober 2016


September 2016


August 2016


Maj 2016


April 2016

Gothenborg | Gothenborgvej 3, 8653 Them  | Tlf.: 20 43 80 14 | lone@gothenborg.dk
Landkøkken   *     Gårdbutik