Beskrivelse
Traditionen med de mange forskellige slags kager opstod efter krigen i 1864, hvor Sønderjylland kom under tysk styre. De dansksindede sønderjyder mødtes i forsamlingshusene for at holde møder og synge danske sange. Forsamlingshusene havde ikke spiritusbevilling, så i stedet for kaffepunch sluttede møderne med et kaffebord. Deltagerne medbragte hver en kage, og her opstod traditionen med de mange forskellige slags kager.
Der er mange eksempler på, hvilke kager det sønderjyske kagebord kan indeholde, men det er altid overdådigt med velsmagende og flotte kager. Man serverer først boller, formkager og kringle. Dernæst lagkager og tærter og til sidst de sprøde småkager.
Det sønderjyske kagebord afsluttes med småkagen “ingenting” – for ingenting kan man jo altid spise.